Opskriften er skrevet i et begyndervenligt sprog uden forkortelser. Nedenfor finder du hjælpevideoer til alle trin i opskriften.
Novice Cardigan Junior – Mohair Edition strikkes oppefra og ned. Det vil sige, at du begynder med at strikke ribben i halskanten, derefter bærestykket, derefter kroppen og til sidst ærmerne. Cardiganen strikkes i glatstrik, mens kanterne strikkes i rib. Kroppen strikkes frem og tilbage, mens ærmerne strikkes rundt på strømpepinde eller med Magic Loop teknik.
Novice Cardigan Junior – Mohair Edition har et rundt bærestykke. Det dannes ved, at der undervejs strikkes udtagninger på fire pinde jævnt fordelt på bærestykket.
Størrelser: 6-7 (7-8) 8-10 (10-12) 12-14 år
Cardiganens overvidde: 77 (80) 83 (87) 90 cm
Længde: 46 (47) 48 (50) 52 cm målt midt bag
Strikkefasthed: 21 masker x 28 pinde i glatstrik på pind 4 mm med to tråde silk mohair = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 3,5 og 4 mm (80 cm), strømpepinde 3,5 og 4 mm (med mindre der strikkes med Magic Loop-teknik)
Garnforslag: 150 (150) 175 (175-200) 200 g Silk Mohair fra Isager Yarn (25 g = 212 m) eller Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn (25 g = 212 m) eller Tilia fra Filcolana (25 g = 210 m) eller Brushed Lace fra Mohair By Canard (25 g = 210 m). Bemærk, at der strikkes med to tråde samtidig og at garnforbruget angiver det totale garnforbrug. 8 (8) 8 (9) 9 knapper (ø = 13-15 mm)
Sværhedsgrad: ★ (1 ud af 5).
Se klassifikationen af sværhedsgrad her.